Danmarks billigste havudsigter er fjordudsigt

Vil du bo under 100 meter fra vandet men ikke betale en formue? Se, hvor du kan få et velvoksent parcelhus under 100 meter fra vandet for under en million kroner. Boligsiden.dk har lavet en guide til havgus.

I toppen over attraktive beliggenheder er placeringen tæt på vandet. Og det behøver såmænd ikke engang at være en klassisk havudsigt, der får boligpriserne helt op at ringe. En god søudsigt kan også få husprisen op i toppen af barometret. Men før du afskriver chancen for at få et hus, hvor der er mulighed for en hurtig aftentur langs vandet, så tag et kig på listen over kommuner, hvor du får den billigste udsigt.

I Skive bliver en villa med fjordudsigt, under 100 meter fra vandet i gennemsnit udbudt for 958.000 kroner, og det er noget mindre end priserne for en strandvilla i samme størrelse i Gentofte; her er udbudsprisen nemlig oppe over 13 millioner kroner.

”Skive er interessant fordi det er en af de kommuner, hvor prisen på en villa stiger mindst, hvis der er fjordudsigt; men årsagen kan netop være, at udsigten er til fjorden, og at det ikke er en klassisk havudsigt. Men er det vand og bølgeskvulp, man søger, så er der virkelig gode priser at få i Skive sammenlignet med resten af landet”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk

Øerne lokker med billige havudsigter

Også øerne lokker med billige havudsigter. Der er to øer blandt de tre kommuner, der har den billigste havudsigt. Huspriserne på øerne – Sjælland og Fyn undtaget – er generelt lavere end i resten af landet; Samtidig er der en stor andel af huse med havudsigt på de mindre øer, da den samlede kyststrækning er lang, når man tager kommunens samlede areal i betragtning.

Både Ærø og Borholm har desuden afskaffet bopælspligten i store dele af kommunen, så her kan man købe et hus med havudsigt, uden man behøver at slå sig permanent ned på øen.

Læs også: Kommuner sløjfer bopælspligten

Københavnerne må betale

Danmarks dyreste havudsigter findes akkurat nord for København. Priserne for havudsigt i Whiskybæltekommunerne ligger mellem 7 og 13 millioner kroner for en villa på ca. 140 kvadratmeter.

”Boligpriserne i Gentofte, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk er høje, uanset om boligen har havudsigt eller ej. Men lægger man en havudsigt oveni, bliver priserne for alvor skyhøje. I Gentofte udbydes villaerne med havudsigt for over 90.000 kroner. pr. kvadratmeter. Placeringen tæt på København kombineret med den attraktive Øresundskyst gør, at kun et fåtal af den danske befolkning har råd til at købe husene”, siger Birgit Daetz.

Og så må man punge ud i Aarhus, hvor priserne også er på den dyre side af 7 millioner kroner.

Udbudspris for standardvilla på ca. 140 kvadratmeter under 100 meter fra vandet

Top 10 billigste kommuner i 2015

  1. Skive: 958.395 kr.
  2. Ærø: 1.334.429 kr.
  3. Bornholm: 1.496.110
  4. Vesthimmerland: 1.508.856 kr.
  5. Lolland: 1.511.183 kr.
  6. Mariagerfjord: 1.523.483 kr.
  7. Ringkøbing-Skjern: 1.539.151 kr.
  8. Thisted: 1.584.958 kr.
  9. Guldborgsund: 1.665.026 kr.
  10. Slagelse: 1.705.427 kr.

Top 10 dyreste kommuner i 2015

  1. Gentofte: 12.741.776 kr.
  2. Rudersdal: 9.819.660 kr.
  3. Lyngby-Taarbæk: 9.127.788 kr.
  4. Hørsholm: 8.636.326 kr.
  5. Aarhus: 7.695.697 kr.
  6. København: 7.343.479 kr.
  7. Helsingør: 5.034.798 kr.
  8. Gribskov: 4.645.369 kr.
  9. Roskilde: 4.637.068 kr.
  10. Greve: 4.444.782 kr.
Find mere om