Boligsidens Markedsindeks: Markant mindre rabat til huskøberne

villalejlighed

Foto: Boligsiden

På bare et år er nedslaget i de danske hushandler faldet med knap 12 procent på landsplan. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks for november. De faldende nedslag, svagt stigende salgspriser og mange hushandler er tegn på, at boligmarkedet har fundet et mere naturligt leje.

Nedslagene i det seneste års hushandler er faldet markant. I november lå nedslagene på 592 kroner pr. kvadratmeter for villaer og rækkehuse, og det er 11,7 procent mindre end i november 2013. For en villa på 140 kvadratmeter er der i dag i gennemsnit ikke mere end 83.000 kroner at hente i rabat. Nedslaget er faldet med 0,4 procent alene fra oktober til november. Det viser seneste nøgletal fra Boligsidens Markedsindeks med opgørelse over boligmarkedet i november måned.

”Det er ikke bare nedslagene, der er blevet mindre; andelen af villaer og rækkehuse, der handles med nedslag, er også blevet mindre. For villaernes vedkommende sælges 81 procent med nedslag, hvilket er et lavt niveau, der dog har ligget stabilt hele året. Til gengæld har vi den laveste andel af rækkehuse siden 2009, der sælges med nedslag. I tredje kvartal af 2014 blev kun 69 procent af rækkehusene solgt med et nedslag, og 31 procent blev dermed solgt til prisen eller over”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Boligmarkedet er i balance

Salgsprisen på en villa eller et rækkehuse har ligget helt stille i november måned, men over det seneste år er salgsprisen steget med 3,2 procent. I november kostede en kvadratmeter 11.462 kroner i gennemsnit. Samtidig er salgstiden for en villa eller et rækkehus faldet over det seneste år, og den ligger i dag på 210 dage i gennemsnit.

”Vi har været vidne til en spændende udvikling på villamarkedet i år. De svagt stigende salgspriser kombineret med det faldende nedslag og det meget høje antal bolighandler, vi har set i år, tyder på, at boligmarkedet har fundet sit leje, hvor der er balance mellem udbud og efterspørgsel, og hvor der ikke mindst er en stor tillid til boligmarkedet. Det har givet markedet en sund udvikling i 2014”, siger Birgit Daetz.

I 2014 ligger antallet af hushandler 15 procent over gennemsnittet for de seneste fire år, og antallet af solgte lejligheder og sommerhuse ligger også over niveauet for de fire foregående år.

Klik dig ind på Boligsidens Markedsindeks, hvis du ønsker at se hele overblikket over sidste måneds nøgletal på boligmarkedet.

Fakta

Boligsiden.dk har Danmarks mest opdaterede boligstatistikker og modtager indberetninger direkte fra ejendomsmæglere i hele landet, når bolighandlerne indgås. Boligsidens Markedsindeks udkommer i starten af hver måned og indeholder de nyeste og mest aktuelle tal om boligmarkedet til og med måneden før.