
Salget af huse og ejerlejligheder steg i uge 47, mens salget af sommerhuse dykkede. Det viser nye ugetal fra Boligsiden.
Sidste uge gjorde sig igen bemærket ved et stigende antal handler af helårsboliger. Især ejerlejlighederne tog et nyk op og steg fra 390 solgte i uge 46 til 419 solgte i uge 47. Vi skal tilbage til januar 2022 for at finde en uge med flere solgte ejerlejligheder. Samtidig faldt udbuddet af ejerlejligheder fra 7.504 til 7.461.
”Der er stadig rift om lejlighederne. De seneste 10 uger har antallet af lejlighedshandler ligget højere end i perioden før corona, men salget skal også fortsætte i det nuværende tempo året ud, hvis vi skal ramme et antal solgte i 2024, der matcher gennemsnittet i årene før corona,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Salget af villaer og rækkehuse steg fra 1.024 i uge 46 til 1.110 i uge 47. Udbuddet faldt i samme periode fra 36.398 til 36.277.
Sommerhusmarkedet gør klar til vinter
Sommerhussalget er stille og roligt ved at gå i vinterhi. Der blev solgt 147 sommerhuse i uge 47 mod 181 i ugen før. Antallet af nye sommerhuse, der blev udbudt til salg, faldt fra 190 til 153.
”Aktiviteten på sommerhusmarkedet falder, i takt med at vintersæsonen for alvor sætter ind. Der er færre, der køber, men også færre, der sætter til salg,” siger Birgit Daetz.