
Udbudstiderne for villaer er kortest i og omkring landets seks største byer. Her har husene i visse tilfælde kun været til salg i gennemsnitligt fire måneder. Derimod er liggetiderne lange langs Vestkysten og på Lolland/Falster. Det fremgår af en opgørelse fra boligsiden.wp.stage.combell.peytz.dk/nyheder.
Hvis tesen om, at landets store byer skal trække boligmarkedet op i normalt tempo holder stik, er her en god nyhed: Liggetiderne for villaer er kortest i og omkring de seks største byer. Det er især i Hovedstadsområdet samt i Aarhus og kommunerne omkring Jyllands største by, at liggetiderne er lave. Det fremgår af nye tal fra boligsiden.wp.stage.combell.peytz.dk/nyheder.
”I Frederiksberg Kommune er der udbudt knap 40 huse til salg, og liggetiden er i gennemsnit 104 dage. Også i Albertslund ser vi meget korte liggetider, idet husene her har stået til salg i gennemsnitligt fire måneder”, fastslår Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos boligsiden.wp.stage.combell.peytz.dk/nyheder.
Forgrener sig til andre kommuner
Korte liggetider finder man også i og omkring Aarhus. I Jyllands største by har husene stået til salg i godt 200 dage, og den fine udvikling forgrener sig til Skanderborg, Favrskov og Randers. I disse tre kommuner er liggetiderne i gennemsnit omkring 8-10 måneder.
I Odense. Esbjerg og Aalborg er mønstret nogenlunde det samme – alle steder er liggetiderne omkring 8½ måneder.
Derimod har villasælgerne i en kommune som Lolland ventet på en køber i 19 måneder. I nabokommunen Guldborgsund er liggetiderne i gennemsnit på 17 måneder.
I den anden ende af landet finder man meget lange liggetider ned langs hele Vestkysten. Hårdest ramt er Lemvig Kommune med en gennemsnitlig liggetid på 500 dage – godt 16½ måneder, og i samtlige øvrige kommuner mod Vesterhavet er liggetiderne i gennemsnit på mellem godt et år og 16 måneder.
Mere bredde i udviklingen
”Det ser fint ud i og omkring København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers, der er de helt store kraftcentre i landet. Man kan have en forhåbning om, at udviklingen i de seks store byer efterhånden breder sig til omegnskommunerne. Billedet tegner sig positivt i den forstand, at liggetiderne ikke kun er korte i og omkring de to største byer, men også i de næststørste byer – det giver udviklingen mere bredde i forhold til landet som helhed”, mener Birgit Daetz.
På landsplan er den gennemsnitlige liggetid for de knap 40.000 villaer, der er til salg på knap 10 måneder.