
Risikoen for dyre regninger til energi og el samt uønskede besøg af indbrudstyve truer sommerhusejere denne vinter. Og hvis ikke sommerhuset forberedes ordenligt til vintertid, risikerer man ovenikøbet at betale dyrt i skadesomkostninger. Læs her, hvordan du bedst sikrer sommerhuset denne vinter.
Hvis du kan bryste dig af at være en erfaren sommerhusejer, så ved du med al sandsynlighed godt, hvordan man lukker sommerhuset ned i efteråret, så huset kan klare de hårde vintermåneder.
Måske er du endda så erfaren, at der er tale om ren rutine.
Men uanset om du er en velbevandret eller helt grøn sommerhusejer, så er altså tale om nye og ændrede forhold, når det kommer til at gøre sommerhuset klar til vinter.
Pas på frostskader
En af de ting, som især kan påvirke klargørelsen af sommerhusets vinterhi i år, er energikrisen.
De høje udgifter til energi og el gør nemlig, at det kan blive en dyr affære at holde sommerhuset frostfrit i år.
Derfor vil mange måske være tilbøjelige til at nedjustere varmen for at holde energi- og elregningerne i skak, men den strategi kan hurtigt ende med at koste endnu mere end første udgangspunkt.
Det er nemlig sådan, at de lave temperaturer risikerer at volde sommerhuset omfattende skader.
De typiske skader, der kan opstå, hvis sommerhuset udsættes for lave temperaturre, er, at vandrørene får frostskader og sprænger, sådan at der fosser vand ud. Derudover kan der opstå fugtskader og eventuel skimmelsvamp, hvis temperaturen er for lav.
Derfor anbefales det ikke at skrue for meget ned for temperaturen i sommerhuset.
Sådan undgår du frostskader i sommerhuset:
- Det anbefales, at du har tilstrækkelig med varme i sommerhuset (cirka 10-12 grader) for at minimere risikoen for frostskader. Da vintervejret kan variere, bør du, hvis muligt, justere temperaturen i sommerhuset, så du eventuelt kan spare på varmeudgifterne
- Derudover bør du altid lukke for vandet på hovedhanen og sørge for, at systemet er tømt for vand
- Det er desuden en god idé at tømme toiletter, vaske- og opvaskemaskiner, cisterner og lignende, hvor der er vand til stede. Du kan også frostsikre ved hjælp af f.eks. frostvæske
- Hvis du har en varmepumpe, vil den typisk være udstyret med en ’frostsikrings-funktion’, som ventilerer og fordeler varmen i sommerhuset
- Du kan desuden installere en vanddetektor eller en lækagedetektor, så du løbende kan overvåge sommerhusets vandforbrug og dermed hurtigt kan reagere på eventuelle sprængte vandrør
Vær opmærksom på lange fingre
Foruden energikrisen er der også andre økonomiske udfordringer, der kan presse pengepungen i de private husholdninger rundt om i landet.
Samtidig er materialer som brænde og træpiller, der ofte er parkeret på sommerhusgrunden, en mangelvare i skrivende stund.
Det er begge faktorer, som gør, at risikoen for indbrud i sommerhuset denne vinter kan være større end tidligere. Derfor bør du med fordel gøre ekstra ud af at gardere dig mod indbrud.
Sådan sikrer du dig bedst mod indbrud:
- Gennemgå dit sommerhus grundigt og se, om du har efterladt værdigenstande til åbent skue for uvedkommende. Overvej, om du kan gemme værdigenstande steder, som ikke er lettilgængelig eller nemme at gennemskue
- Lås eventuel brænde, træpiller, haveredskaber, grill samt havemøbler inde i et skur eller, hvis muligt, i selve hovedhuset
- Træk gardiner fra ved samtlige vinduer
Derfor skal sommerhuset lukkes ned om vinteren
Der er stor forskel på, om du agter at benytte dit sommerhus i vinterhalvåret eller ej i forhold til at lukke huset ned om vinteren.
Her gælder det naturligvis, at jo mindre du forventer at være i sommerhuset, desto mere bør du forberede sommerhuset på vinterens komme.
Men uanset om du forventer at tilbringe meget, lidt eller ingen tid i sommerhuset i vintermånederne, så er sommerhuse typisk dårligere isoleret og derfor mere følsomme over for temperaturændringer, hvilket du bør tage til efterretning, når vinteren nærmer sig, så du mindsker muligheden for eventuelle skader bedst muligt.
Bonusinfo: Du må ikke opholde dig i dit sommerhuse i længere perioder om vinteren. Det står angivet i Sommerhusloven, at du kun må bruge dit sommerhus til kortere ophold i perioden fra 1. november og frem til slutningen af februar.
Kilder: Tryg Forsikring, Forsikring & Pension, If Forsikring, LB Forsikring, Videnscentret Bolius